Fmer_je EP lad os lige tale det igennem at det ikke vil gå igennem. Lad os lige tale sammen på hinanden. @font-face { font-family: “Arial”; }@font-face { font-family: “Courier New”; }@font-face { font-family: “Times”; }@font-face { font-family: “Wingdings”; }@font-face { font-family: “Verdana”; }@font-face { font-family: “Cambria”; }@font-face { font-family: “Bembo”; }@font-face { font-family: “Garamond”; }@font-face { }@font-face { font-family: “Dotum”; }@font-face { font-family: “Arno Pro”; }p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal { margin: 0cm 0cm 10pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }h1 { margin: 0cm 0cm 0.0001pt 241pt; line-height: 150%; page-break-after: avoid; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; font-weight: normal; font-style: italic; }h2 { margin: 12pt 0cm 3pt; page-break-after: avoid; font-size: 14pt; font-family: Arial; font-weight: bold; font-style: italic; }h3 { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; line-height: 150%; page-break-after: avoid; font-size: 200pt; font-family: “Times New Roman”; font-weight: normal; font-style: italic; }h4 { margin: 12pt 0cm 3pt; page-break-after: avoid; font-size: 14pt; font-family: “Times New Roman”; font-weight: bold; }h6 { margin: 12pt 0cm 3pt; font-size: 11pt; font-family: “Times New Roman”; font-weight: bold; }p.MsoHeading7, li.MsoHeading7, div.MsoHeading7 { margin: 12pt 0cm 3pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.MsoHeader, li.MsoHeader, div.MsoHeader { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.MsoFooter, li.MsoFooter, div.MsoFooter { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.MsoList, li.MsoList, div.MsoList { margin: 0cm 0cm 0.0001pt 14.15pt; text-indent: -14.15pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.MsoListBullet, li.MsoListBullet, div.MsoListBullet { margin: 0cm 0cm 0.0001pt 18pt; text-indent: -18pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.MsoList2, li.MsoList2, div.MsoList2 { margin: 0cm 0cm 0.0001pt 28.3pt; text-indent: -14.15pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.MsoTitle, li.MsoTitle, div.MsoTitle { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; text-align: center; font-size: 80pt; font-family: “Times New Roman”; font-weight: bold; }p.MsoBodyText, li.MsoBodyText, div.MsoBodyText { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; text-align: center; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.MsoBodyTextIndent, li.MsoBodyTextIndent, div.MsoBodyTextIndent { margin: 0cm 0cm 0.0001pt 70.9pt; line-height: 150%; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.MsoBodyTextFirstIndent, li.MsoBodyTextFirstIndent, div.MsoBodyTextFirstIndent { margin: 0cm 0cm 6pt; text-indent: 10.5pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.MsoBodyTextIndent2, li.MsoBodyTextIndent2, div.MsoBodyTextIndent2 { margin: 0cm 0cm 0.0001pt 241pt; line-height: 150%; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; font-style: italic; }p.MsoBodyTextIndent3, li.MsoBodyTextIndent3, div.MsoBodyTextIndent3 { margin: 0cm 0cm 0.0001pt 241pt; line-height: 150%; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }a:link, span.MsoHyperlink { color: blue; text-decoration: underline; }a:visited, span.MsoHyperlinkFollowed { color: blue; text-decoration: underline; }strong { }em { }p { margin-right: 0cm; margin-left: 0cm; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }span.Heading1Char { font-family: Garamond; font-style: italic; }span.Heading2Char { font-family: Arial; font-weight: bold; font-style: italic; }span.Heading3Char { font-family: Garamond; font-style: italic; }span.Heading4Char { font-family: “Times New Roman”; font-weight: bold; }span.Heading6Char { font-family: “Times New Roman”; font-weight: bold; }span.Heading7Char { font-family: “Times New Roman”; }span.longtext { }span.TitleChar { font-family: Arial; font-weight: bold; }span.BodyTextIndentChar { font-family: Bembo; }span.BodyTextChar { font-family: Garamond; }span.BodyTextIndent2Char { font-family: Garamond; font-style: italic; }span.BodyTextIndent3Char { font-family: Garamond; }span.BodyTextFirstIndentChar { font-family: “Times New Roman”; }span.hp { }span.he { }span.lhqn1d { }span.ik { }span.hb { }span.g2 { }span.id { }span.g3 { }span.mg { }span.h4 { }span.HeaderChar { }span.HeaderChar1 { }span.FooterChar { }span.FooterChar1 { }p.description, li.description, div.description { margin: 0cm 0cm 10pt; font-size: 10pt; font-family: “Times New Roman”; }span.h1 { }span.post-icons { }span.widget-item-control { }span.item-controlblog-admin { }span.longtext0 { }span.apple-style-span { }span.item-controlblog-admin0 { }span.post-comment-link { }p.style1, li.style1, div.style1 { margin-right: 0cm; margin-left: 0cm; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.style2, li.style2, div.style2 { margin-right: 0cm; margin-left: 0cm; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }span.style5 { }p.style3, li.style3, div.style3 { margin-right: 0cm; margin-left: 0cm; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }span.style31 { }p.Default, li.Default, div.Default { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; color: black; }p.CM14, li.CM14, div.CM14 { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.CM15, li.CM15, div.CM15 { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }p.CM2, li.CM2, div.CM2 { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }div.Section1 { page: Section1; }ol { margin-bottom: 0cm; }ul { margin-bottom: 0cm; }

3nh en eksplosion af fjer forurener luften

daggryet bragte uvejret en front og jeg sad i mit rum, jeg sidder her i Allerød og tænker på dig, jeg tænker på hvor mon du kan befinde dig henne. Om du læser denne bogs sne. Den er en sen sne og den stener. Tidligere i dag sneede det, men kun på naboen. Hele dagen har vi kørt. Jeg rådførte mig med et par lokale på en tankstation, vores høflighed i engelsk blev mere end bare pinefuldt. Jeg slog ud med hånden, men den ene af de tre mænd der, gestikulerede voldsomt, som om hans hænder bedre forstod vejen vi skulle ad, end han selv gjorde, eller også ville de bare gerne væk fra hans blodige skridt. Den slags krige må der ikke slås over i, mit arbejde er ikke en krig, mine dage er ikke krig jeg er faktisk slet ikke som du tror at bilde du selv ind nej ja nej blev der sagt. Jeg ved ikke hvordan hun kunne sige sådan. Jeg vender mig så alligevel om; barnet er ikke et barn, men en kæmpe rød banan. Åh, åh tak, Gud. Hvisker jeg hen over læberne. Markerne omkring os, banan og mig, omkring vores Ford, er i usle hvis ikke usleste forfatning. Hvad tænker den slags zombiepsykopater på, spørger jeg, men endnu ikke, i dette herrens år, har lingvistiske forskere kunne fastslå et sprog for bananer. Månen var dum og døv. Vi holdt bare stille. Der skete ikke en skid. Vi var så glade. Jeg ved godt at man ikke må bande, og jeg bander heller ikke så meget som jeg ellers ville bande, og nu var jeg så der i bilen, og jeg vidste slet ikke noget, og alting var så godt, sagde jeg til mig selv, smilte ind i mig selv, telefonen ringede, jeg tog den ikke. Lad det crack ringe på bunden af havet, din sindssygt gule krage. Sved på panden. I drømmene havde han set selv bolle hende bagfra og han var slet ikke så glad for det. Men hun var glad. De var glade. De fik en is, den sommer spiste de en is, gik sammen som to mennesker der går, og to mennesker som går, bliver aldrig os to, sagde han i mig, men jeg sagde ikke noget. Persiennerne: trukket op. Vågne blinkende øjne feber raseri. Åbne for en flaske kold kildevand, men ikke huske hvor låget blev af 35 år senere, og så alligevel huske hendes øjne, hendes kjole. Pis. Det er alligevel noget pis. Sådan skal du ikke tænke. Du skal ikke tænke på noget. Månen stod stadigvæk på himlen som uudruget æg, selvom solen spandt stråleagtigt. MEN ALTING VISTE SIG AT VÆRE I LUCYS FANTASI, så hey jeg slappede da også vildt meget af, i hendes store lejlighed. Alting er godt, sagde Lucy, jeg vidste godt at hun mente det godt. <Jeg tror at du vil elske det her> hun sagde det sådan. Ude foran altanen sejlede et kæmpe skib forbi, det lignede at vand og skib trak i hinanden, men hvor skibet førte førtes vandet med, og hvor vandet lignede mest af alt vand førte det også sin små bølger mod skibets skrog. Helt vildt dejlig at du kunne komme, jeg kunne næsten ikke kende du el. o.l. sådan sagde hun også. Nu var det så åbenbart min tur til at komme komplimenter etc. i hendes retning. <Jeg bare elsker hvad du har gjort ved det her sted> så tænkte jeg inderst eller måske i virkeligheden tænkte jeg inderst sådan, så har hun lige dét at tænke over. Nu ligger hun på ryggen i sengen og ryger skødeløst. Som på en eller anden fransk film, helst holdt i sorthvid – hendes mørke lange hår virker egentlig meget sundt, solen står et sted derude, jeg ved egentlig ikke slet ikke hvorfor helvede jeg har rejst hertil, og hun gaber nu. Jeg går ud i køkkenet. Fra køkkenet kan man se ind i stuen, men ikke ind i soveværelset hvor den store, måske for store, seng er placeret, med en lampe der nu er tændt men jeg ved at det allerede er mere end et minde væk, ligesom modermærket på hendes venstre skulder også er et minde, for jeg er allerede helt væk. <Jeg tror at du vil elske det her> spøger hendes stemme stadig i mig, den dag i dag, hvad ligger der i sådanne ord, en adskillelse en afsked, god mine, høfligt spil? Og hvad med mit udsagn om hendes indretning af lejligheden? Men jeg er allerede videre, døren til opgangen smækker af sig selv, så jeg vælter bare ud og finder et par solbriller frem selvom solen så småt er begyndt sin dans i skyers karbad sin rygsøjlenedgang på himlen i skyers karbad. Det kan være hun står og taler med sit hår i brusebad eller taler ind i sit hår i brusebad, eller maler små glade ansigter på hændernes små søde skarpe sløve sovende stille negle vækket vågnet op til påmalede ansigter. Solbrillerne kommer frem og jeg ved slet ikke hvor jeg er henne, jeg har ingen ide om hvor jeg er, jeg mener: jeg mødte hende tilfældig og havde ikke set hende i en del år, vi mødtes tilfældig, og jeg fulgte hende bare rundt i den her fremmede, nu virker det endda uoverskueligt, enorme, kolossale by, hvor jeg så skal bo. Det kan da vist ikke være rigtigt. Og hvad fanden skal det til for; al den rødvin hun har hældt på mig, så ser du, jeg væltede rundt, solbrillerne i det tidlige mørke, blindheden, alkoholen væltede rundt og væltede mig rundt. Jeg ville have givet hvad som helst for at se hende med små gule smilende ansigter på neglene, men sådan skulle det ikke lige gå. Og der står sgu et træ: lynende bragende kravlede mod himlen, et stort fly, større, tænker jeg, end flyet der fik mig hertil, lyner et massivt skydække sammen trods skåret gennem, skårene i det, skårene, en kop, hvad skete der også? Den morgen kigger jeg mig selv i spejlet. Jeg kan ikke genkende mig selv, jeg kan ikke se at håret er andet end hår, jeg genkender håret som hår men hår hvorfra? Jeg rører forsigtigt ved det med fingrene, løfter enkelte spredte tjavser op fra hovedet. Bygningen overfor: Kvinden der plejede at stå der hver morgen med lyst hår, er død, læser jeg så eller ser det i fjernsynet, og jeg har ikke set hende før, eller ikke set eller ikke set, eller ser ikke, ser-ikke – ikke-ser ikkeser, sådan kan det så gå, men hun er så slet ikke død, nu står hun her foran mig, og vil gerne lukkes ind til mit bankende zebuhjerte i min zebukrop. <Jeg tror at du vil elske det her> siger hun. Det giver et sug i maven, siger man ikke sådan, eller: Et fald ned i dybet, i det mørke, mørke landskab. En glad mand er jeg når jeg er gladest og ingen mellemtoner findes i det glade maleri som jeg elsker og når jeg elsker jeg mener det altså når jeg elsker så elsker jeg og når jeg mener noget kan jeg fucking ikke huske en skid af hvad der sker. <Hey mand hvad sker der for du?> spørger en mand og sparker til en gul cykel, den cykel er min. Jeg har engang kørt en hund over på den cykel. Jeg ved det, for det er det eneste som jeg egentlig kan huske. <Pas på jeg er karate> hvisler jeg hidsigt ud mellem fortænderne så lidt spyt rammer ham i ansigtet. Vi står helt tæt. Jeg kunne kysse ham. Eller ikke kysse ham. Jeg kunne nikke til ham, men vores hoveders pande ville støde sammen. Så var det også at elefanten sagde noget, men vi hørte ikke efter. Ejendommeligt: Hans hund. Pludselig ville jeg ønske at jeg kunne cykle i fred. Og er det i øvrigt ikke fredag? Dagen: dagen for død og tæt mørke for den blinde at cykle blidt gennem. Mine damer og herrer, lazys n’ gentlemen pas på jeres hunde! Tænker jeg; muligvis højt. For han græder nu. Og beder om tilgivelse som om jeg var en eller anden høj mørk hævner. Min pistol er spion bag fjendens røv. Min pistol er en spion bag fjendens linjer: det bly du ser, er kun blåt og rødt. Rødt når det smælder mod hud, blåt under solen. Hans øjne er også helt hvide tæt på. Men det var også den bedste dag i mit liv, efterfølgende spiste jeg lidt mad, og så tv. Det er så sindssygt at kigge direkte ind i solen. Din gamle mand. Du må selv være en mandag kan ikke være en mandag i din på din mandag kan ikke være en mandag, ønsker ikke at være en à  og kiggede os omkring: og ja solen er da en smuk sol, de døde køn i telefonen fra telefonboksen à r fremme vil vide. Sagde, sagde à m i hovedet måske en sommer og alle glade hunde spiser mad det skal du huske på når
du ligger i din seng og bliver meget bange men husk det nu er seriøs men ikke for seriøs så kom hun kommer forbi ved hun kommer forbi og bliver allerede nervøs nervøsiteten eller angsten eller et ansigt for et ansigt en dag med et ansigt og så stod hun der og vidste alligevel ikke hvad skulle sige og var så glad kender du det du kender det nok men helt ærlig hvad er et gammelt uheld nej vel nej jo ved godt alle hjerner må holde op fingrene gå vinger fingrene går i vinger og smiler rede røde ræve raske hunde glade måner nye dage jeg vidste alligevel ikke hvad helvede der skete men var glad og ikke bange og så blev det aften en at en kat at en kat at en nat en kat at en nat en kat at tak tand kat man kan så stene 8min varede liv altså for store tomme mund nye varme lufte vinden over det hele ganske godt varme den varme disse dage med meget varme hvad kan en kat på en stige under stige hvad kan den kat under en stige sige fra under en stige tales der taler katten hvad kan den sige under en stige siger den <er så at du må en på en at en og os og ja er da en de en og du på du og nu er så og et et en et og så og så du du er et nej jo må op gå og og og så en at en at en at en en at en en at så en en en en en> på engelsk lyder det you one one one and and yes are one and you you and now and one and saw and you you are may and and and one one one one one one one saw one one one one men den det ind din kan din din kan sol køn fra vil mad det når din men det men for kom hun ved hun for dag med hun der var det det nok men nej vel nej ved går nye jeg der men var det kat kat nat kat nat kat tak kat man kan liv for nye det den med kan kat kan den kat fra der kan den den nej det you one one one and and yes are one and you are you and now and one and saw and you you are may and and and one one one one one one one saw one one one one> à han vender sig og bløder fra munden à muligvis var brune øjne blå muligvis og sten sorte dage mørke mærket Hundene vågner jeg er hjemme på Østerbro: for at komme til toget måtte jeg gå gennem den sorte skov. Det er ikke noget jeg gør normalt. Jeg manglede et sted og bo. Jeg boede hos hende, en del måneder. Nu er det for sent, snerrer noget hvislende fra baghovedet. Jeg er i Allerød. Kaffen jeg drikker smager på en måde når jeg tager den med til Udsholt, på en anden her i Allerød og på en tredje måde hjemme på Østerbro. Det skal du ikke tænke på. Tænk på skarabæen mens den tyggede sig gennem Napoleons ene gode øje, det der skelede. Det andets borthviskede med vold, den stille vold d Tammi går selv. Regnen vælter ned over det i forvejen våde hår. Telefonen ringer og hænger dirrende af lyd i rummet hvor Hasse sidder. Jeg har set dem gå. Jeg har hørt dem ringe efter politiet. Hundene springer op og ned da døren går op, lidt regn falder indenfor. Frakken hænges på knagen i entreen og selv flået og våd ud, pelskraven af syntetisk materiale dufter af røg. Nope. Notatets karakter af et sår som rippet op af en æble spist i robåd midt ude på søen i uvejret: dårlige nerver skal holde op en dag. Manden og kiwien. Manden og kvinden. Et vådt røvhul med rester af savsmuld: dyrets erektion. Kulørte bånd hænger ud af politikernes munde mens hakkende forsøger at finde en plads i hierarkiet. De ligner sig selv fra dengang. eller et blåt mærke ellere skrives som ellere og ellere er et blåt mærke fra dengang et knæ bankede mod en hammer eller fucking omvendt så sejler flodmaskinen igen og der elskes i små bjørne og spiser honning og akacietræerne blomstrer findes de findes de her findes de her findes de med blomster over en mudret voldsom stiv flod de blå mærker kommer hele tiden igen à elskede elsk à også blå mærker bliver brune og himmel er himlen og himle der er blå er aldrig brune og en dag kommer en blå himmel forbi slet ikke påvirket blå brun brune øjne lige her er lige her og her skal man aldrig sige mand man skal aldrig sige noget alarmer blå i ellere blå i øjnene som de lyder blå lyder de blå og blå lyde er ikke sådan noget der går over i brun eller råb på prøve fra en støvle på en strubes hals og imens alle er så glade og glade gælder det om at flage mindst og så kom de blå ben med blå mærker der var gået hen og var blevet brune og brune ben er vel også noget sundt og sunde brune ben går i floden og kroppen og kroppen går og kroppen går i og kroppen går i den og kroppen går i den mudrede og kroppen går i den mudrede flod og alle smiler og glade smiler er alle glade smiler og så smiler alle glade og det var alligevel verdens bedste fødselsdags hytte fra hytten med fra hytten ned mod floden fra hytten lyder en blå lyd fra et par blå øjne så siger nogen hej og så er det alligevel er sund flod og desuden kan en blade blod i bladen er blot en blodig sols totter flået af et par grene den gren har set en sav og den dag en sav så en gren flodmaskinen smiler sit blod brunt i det blå vand alle glade hatte/ mennesker hej hetyy geh geh hej du hej dy hvor dan hej du hej du hvor dan he j e hej du hej du hvordan går det det går skidegodt jernhårdt godt vi ses ja hej gren hej men du må være glad ja à ekse boede sammen ekse boede sammen også der blå store øjne blå hjerne men hvor kom blå ånde i blå hjerne gik de derop og derfor nej ved ikke ved aldrig det er måske heller ikke <vi passer bare så godt sammen, forstår du?> <vi passer bare så godt sammen, forstår du?> <vi passer bare så godt sammen, forstår du?> <ja> <ja?> <det er da sikkert vildt hyggeligt at ligge sammen en nat og have hinanden> <ja> <godt, der er vist ikke mere at sige> de der dem der det er da de der dem der det er da de da de der dem sagde noget andet og så i helvede – i helvede med den slags eller muligvis slet ikke noget helvede muligvis den dem det der de der dem i det der helvede regnen regner den det der trommer det der de der regndråber <ja> <ja?> <har jeg nogensinde kendt du?> <din savl> på den måde fejres tåben og smiler og alt er så vidunderligt den elskede elsker og alle er så glade ingen spørger om vej for vejen kendes på forhånd og alle er så glade og alle kender vejen på forhånd og baghold hvad kan en kat som en kat der den nat blev mat i et baghold det vides ikke hvide poter på den sorte nat i pels på en kat som den kat og den kat kunne hun godt li kit li kit li kitty à miu miu à vi toh lidt tjoh à nark w. the nark <ja> à nu kom nu kom den der alvorlig den der som de der dem der som de der det der siges er vel hvad der siges undskyld beklageligvis skrives om et andet menneske og engang kendtes dette menneske og nu sover hun så i en bygning med en anden og den anden er så Rasmus og så spørger han nok o, O n om noget og der siges vel ikke så meget og det gør alligevel ikke noget ikke denne glade tid hvor alle er så glade og alle er så glade og sådan må det godt altid være à og ikke vide hvide, hvide himmel ikke vide hvide, hvide himmel, ikke hvid vide hvid som en hvid gammel himmel hvor gammel den hvide himmel hvid som hvidt hår aldrig hvidt i hvidt i gråt: blå brune flod blå brune blod blåt brunt floden blot flod den blod det flod og op og op og i og op og i gang og op og i gang og op og op og i gang og op og væk bag en hæl syet himlen vælter ned aldrig holde til en væltet ned himmel i en gammel dag som den gamle dage hvor gamle dage man var ny på en gammel dag nu gammel men dengang meget ny og elskede hele verdenen og nu ikke elske hele à angstanfald à døende à røg den røg der elskes med en lille ild på sig så sådan så elskes ilden for røgen på røgen fra pinden så elskes hele verdenen igen à det er vel heller ikke så dyrt at være på stoffer 2/3 af sit voksne liv à angstanfald à dit ansigt i månen måner som månen i dit ansigt som en dør som et sår som en såret sår som en blå mærke som en brun af gammel blod som nye små spidse ansigter à sindssyge sol væk sindssyge sol væk sol sindssyg væk sol sindssyg væk bæk sindssyg sol bæk bræk sindssygt
bræk bæk væk sol solopgang opgang trapper elskede de ører elskede de Mickey Mouse ører som nye små spidse nye små måner nye små sår nye små syede åbninger skide vågne bange vågne à angstanfald à skide vågne skide vågne skide vågne arbejde ryge ryger à Det var så dejligt på McDonald’s i går. Jeg fik to cheeseburgere ligesom nede i Berlin.  Jeg må have været meget sulten, for da jeg fik burgerne kastede jeg mig over det. Jeg fik også en vaniljemilkshake – men en lille en. Det er helt vildt dejligt, eller måske drømmer jeg bare, kan det tænkes at McDonald’s aldrig lukker? Den franske cafe lukker engang imellem, måske 22 – eller 23:30, 23:30 på en fredag? I går var det fredag. Beslutningen om at tage på McDonald’s opstod da jeg ventede på bussen ved Kongens Nytorv, lige ved siden af Gamle Scene, Det Kgl. Teater, jeg tænkte: „Hvis 6A kommer før 15eneren, tager den ned ad Østerbrogade til McDonald’s, og hvis 15eneren kommer før 6A køber jeg en pizzasandwich.” Men lysten til cheeseburgere var for stor, så jeg sprang af 15eneren ved Østerport st. Ventede: 6A kom efter et par minutter og jeg fik cheeseburgere og vaniljemilkshake. ting er så godt; nu er det jo morgen, solen skinner – og når solen skinner bliver jeg så glad, jeg får næsten mere energi af det, når lyset, som nu, er sprængt ind gennem ruden; og ellers ved jeg ikke så meget. Det er muligt at jeg sov godt i går aftes. Jeg husker ikke så meget af hvad jeg kan have drømt. Regn er altid nålestribet gråd. Regn er altid nålestribet gråd i et køkken af glatte vægge, fedtede vægge, vinduer der kender deres egen sang fra solens knyttede næve. PANIK, lys, ild, natteugle. Det har regnet i 364 dage. Månen sejler over det hele: overskyet, skygget til. Hold kæft noget sindssygt pis, at stå med en død hånd mod ansigtet og ikke vide – som ikke vide – kigge sig omkring: hånden er snurrende summende overdænget sortnet af fluer der sætter sig fordi bananen i vindueskarmen har været på Mallorca og tonset rundt som en stor oppustet banan med badeferierejsende på sig, hujende, ramlende sammen, den klippe blev ikke James Bonds død, væltende hjørnetand med direkte tur op i hjernen, mens ulven ensom lader tænderne gå ud over et træ med poterne, forrest, nye syngende skinnende måner, så kan sneen fra i vinters stadig som støv gøre kød på vindueskarmen. Jeg er da ligeglad. Jeg Arno er da ligeglad. Okay så. OP. Hey, alt er så godt. Jeg har bare drukket kaffe sammen med en der manglede en lunge kørt bort på is af en ambulance, gennem en søvnig by, med skodder for og persienner, men VENT, et par fingre spreder lamellerne i persienner og et bare gult lysende lugende ud øjne, sorte i midten præcist sorte ærmet på fingrenes moderkrop moderskib også sort, den vej, det må være præsidenten, siger Jules så. Jah, trækker jeg på det. Men vi er allerede videre. Jules? Jah, trækker han på. Jeg er bange, siger jeg. Et sving væk fra byen. Fingre tilbage mellem lamellerne i persienner, mest i hjernen, hvor minderne er egne fingre, for det meste, i hvert fald, – han kunne have været præsidenten.  Du er så sindssyg i din urolige operation i mig.  Crash (2. AKT) f. Ved ikke hvad der sker. Han går lige forbi. Han går ned til åen. Han smiler. Han har alle sine tænder i sin mund. Han smiler, fordi han er glad. Han står nede ved åen. Han kigger på åen. Han siger ikke noget. Han siger slet ikke noget. Han har ingen problemer med ikke, at sige noget. Han er god nok. Han står nede ved åen. Han kigger på åen. Han stiller sig på hug. Han hugger sammen. Han bøjer sig ned. Hans hånd føler på vanden i åen som strømmer forbi. Han ved godt at han ikke kan styre åen. Han trækker den våde hånd til sig. Han kigger op. Han får øje på Johnny og Johnny sejler forbi i en kano. Han får øje på Johnny og Johnny får på ham øje. Han ser på Johnny. Han hilser på Johnny, med den våde af åen hånd. Han ser at Johnny ser hans løftede hånd. Han ser at Johnny rejser sin ene hånd, åren lægges op i kanoen, så Johnnys ene hånd bliver fri til at vinke. Han smiler. Han smiler til Johnny. Han siger noget <Hej, Johnny> <Hej, Jimmy> <Farvel Johnny> Det, er ham og ham er det og ham det er han sejler forbi, men er Johnny, Johnny. Johnny padler derudad i sin kano: derinde på bredden står en anden mand og kigger i 364 dage har regnet pisset ned. Den slags giver åer, giver åer rivende floder rivende floder rivende landet med sig videre i en hæs flugt, vandet skubbet landskabet med sig; træernes knogler ringer med bladene som negle, de raslende slanger med negle på røven er raslende som en knytnæve på en munds tænder på en munds tænder på en munds tænder på en munds tænder på en munds tænder. Han får øje på ham. Ham han ikke kender navnet på, men Johnny har et navn som manden på bredden tilsyneladende kender. Måske fra en tur til en anden by. Jphg-. Joph. Johen. Helt ærlig. Hele sanser: forstuvede ben næb gamle krager. Han sejler videre. JHa. Han står inde på bredden. Der er et glad ansigt. Den slags ansigter som i bank med mange ansigter udadtil. Ansigter over det hele. Ansigter der med mundene o.l. er til at snakke med. Ansigternes munde kan smile ligesom hans mund er et stort smil. Han sejler ned ad floden. Han er sin kano. Han tænker alle mulige dejlige ting. Han tænker alle mulige dejlige ting. Han husker pludselig midt i det hele, dagen hvor han så en due. Han husker at duen sad på en sten. Han sejler ned ad floden. Hans hænder er beskæftigede, helt op til under – og overarmene og skuldrene, af årene. Han er bare vildt glad. Han er så glad og forelsket. Der er et glad ansigt. Den slags ansigter som i bank med mange ansigter udadtil. Ansigter over det hele. Ansigter der med mundene o.l. er til at snakke med. Ansigternes munde kan smile ligesom hans mund er et stort smil. Mand glade – glade – dagene er glade. Mand i kano. Mand ved hæveautomaten. Mand med hævekortet i hånden. Mand i kano. Mand på vej ned ad en flod. Zebra. Zebraen står inde på bredden og tygger på noget. Åh. Åh, den flotte zebra tænker manden med et smil på ansigtet allerede på vej videre. Åh, sukker han. Som zebraen har han ikke med smilet på munden bevidstheden om at han skal dø. Aben i træet over floden. Aben. Alle mennesker. Alle er de nede ved floden efter vand og de ser på aben i træet. Han er en glad mand. Han har hævet nogle kontanter fra hæveautomaten. Han spiser lige lidt mad. Han gik ind på en restaurant. Han gik derind, smed sine kontanter på disken, pegede på et skilt, sagde: Stik mig lige ret nr. 49. Han ventede et kvarter men så kom ret nr. 49 også til hans bord. Han kiggede op. Han skal tilsyneladende dele sin ret nr. 49 med Jules. Jules smiler. Jules er i godt humør. Jules er en vaskeægte zebra. Zebraen i Jules’ hjerne er en glad zebra i Jules’ hjerne. Zebraen kigger lige forbi. Zebraen smager på ret nr. 49. Åh, en dejlig ret nr. 49. Regi: Manden, som er kastet baglæns ud af højre kulisse, vakler, falder, rejser sig straks, børster sig og giver sig til at overveje. Fløjtelyd fra højre kulisse. han overvejer og går ud til højre. Han kastes straks tilbage på scenen, vakler, falder, rejser sig igen, børster sig og overvejer. Fløjtelyd fra venstre kulisse. Han overvejer og går ud til venstre. Han kastes straks tilbage på scenen, vakler, falder, rejser sig igen, børster sig og overvejer. Fløjtelyd fra venstre kulisse. Han overvejer, går så hen mod venstre kulisse, standser før han når den, kaster sig tilbage, vakler, falder, rejser sig straks, børster sig og overvejer. Et lille træ sænkes ned fra oven og står på gulvet. En enkelt gren tre meter fra gulvet med en lille palmedusk i toppen, som kaster en svag skygge. Han overvejer stadig. Fløjtelyd fra oven. Han vender sig, ser træet, overvejer, går hen mod det, sætter sig i skyggen og betragter sine hænder. En skræddersaks sæ
nkes ned fra oven og standser foran træet en meter fra jorden. Han ser stadig på sine hænder. Fløjtelyd fra oven. Han løfter hovedet, får øje på saksen, overvejer, tager den så og begynder at klippe negle. Palmedusken falder sammen omkring stammen (formentlig som en vifte) og skyggen forsvinder. Han slipper saksen og overvejer. En lille karaffel forsynet med et stort (pap)-skilt med ordet VAND sænkes ned fra oven og stopper tre meter fra jorden. Han overvejer stadig. Fløjtelyd fra oven. Han løfter hovedet og får øje på karaflen, forsøger forgæves at nå den, vender sig fra den og giver sig til at overveje. En stor kasse sænkes ned fra oven og lander på gulvet. Han overvejer stadig. Fløjtelyd fra oven. Han vender sig, får øje på kassen, betragter den, ser så på karaflen, tager kassen, sætter den under karaflen, stiger forsigtigt op på kassen, mens han prøver hvor sikker den er, forsøger forgæves at nå karaflen, stiger så ned igen, stiller kassen på plads, vender sig fra den og overvejer. En lidt mindre kasse sænkes ned fra oven og lander på gulvet. Han overvejer stadig. Fløjtelyd fra oven.  Han vender sig, får øje på den anden kasse, betragter den, sætter den under karaflen, stiger forsigtigt op på den mens han prøver dens sikkerhed, prøver forgæves at nå karaflen, stiger ned igen, vil gå hen på plads med kassen, får en lys idé, sætter den tilbage, henter den store kasse, placerer den oven på den lille, stiger forsigtigt op på den mens han prøver deres sikkerhed, den store kasse falder ned, han falder, men rejser sig straks igen, børster sig og overvejer. Han tager så den lille kasse og sætter den oven på den store, stiger forsigtigt op på dem, mens han prøver arrangementets sikkerhed, når karaflen netop som den hæves et lille stykke uden for hans rækkevidde, hvor den standser. Han stiger ned, overvejer, stiller kasserne på plads den ene efter den anden, går tilbage og overvejer. En tredie endnu mindre kasse sænkes ned fra oven og lander på gulvet.
Han overvejer stadig. Fløjtelyd fra oven. Han vender sig, får øje på den tredie kasse, betragter den, overvejer, vender sig bort og overvejer. Den tredie kasse hæves og forsvinder. Ved siden af karaflen kommer et knudereb ned fra oven og hænger en meter fra gulvet. Han overvejer stadig. Fløjtelyd fra oven. Han vender sig, får øje på rebet, klatrer op ad det og er ved at nå karaflen, da rebet slappes og falder ned på gulvet. Han vender sig bort, overvejer, får øje på saksen, betragter den, samler den op, vender sig mod rebet og går i gang med at klippe det over. Rebet strammes, det løftes, han klamrer sig til det, det lykkes ham at klippe det over, han falder ned igen, slipper saksen, falder, rejser sig straks, børster sig af og overvejer så. Rebet hæves hurtigt og forsvinder op. Han forsøger at lave en lasso af den stump han har reddet; han vikler den op for at gøre en attak på karaflen. Karaflen hæves hurtigt og forsvinder op. Han vender sig og overvejer. Han går med lassoen i hånden hen mod træet, ser lidt på grenen, vender sig igen, betragter kasserne, ser så igen på grenen, slipper lassoen, går hen til kasserne, tager den lille og stiller den hen under grenen, går så hen og henter den store, stiller den oven på den lille, besinder sig, stiller så den lille på den store, prøver om det er sikkert, betragter grenen, vender sig og bøjer sig for at samle lassoen op igen. Grenen falder ned langs stammen. Han rejser sig igen med lassoen i hånden, vender sig og ser hvad der er sket. Han vender sig bort og overvejer. Han stiller kasserne på plads, den ene efter den anden, ruller omhyggeligt lassoen sammen og lægger den på den lille kasse. Han vender sig igen og overvejer.  Fløjtelyd fra højre kulisse. Han overvejer og går ud til højre. Han kastes straks tilbage på scenen, vakler og falder, rejser sig straks, børster sig og overvejer. Fløjtelyd fra venstre kulisse. Han bevæger sig ikke. Han ser på sine hænder, søger med øjnene efter saksen, ser den og går hen for at samle den op, begynder at klippe negle, holder inde, overvejer, føler med fingeren hen ad saksens blad, tørrer det af med lommetørklædet og lægger så lommetørklædet og saksen på den lille kasse, vender sig, åbner sin flip, tager den af og føler sig på halsen. Den lille kasse hæves og forsvinder op med lasso, saks og lommetørklæde. Han vender sig for at tage saksen, ser den er væk og sætter sig på den store kasse. Den vakler, han falder af og den hæves og forsvinder op.  Han bliver liggende på siden med ansigtet mod salen og stirrer stift frem for sig. Karaflen sænkes og standser en halv meter over ham. Han bevæger sig ikke. Fløjtelyd fra oven. Han bevæger sig ikke. Karaflen sænkes yderligere og gynger rundt om hans ansigt. Han bevæger sig ikke. Karaflen hæves og forsvinder op. Grenen på træet hæver sig, palmedusken folder sig ud og skyggen kommer igen. Fløjtelyd fra oven. Han bevæger sig ikke. Saksen sænkes fra oven. Han ser på sine hænder. Tager saksen. Bruger saksen. <Hej, hvis jeg kneppede du nu ville det være som at kneppe din mor> <LOL> <Hold dog sin smadrede mund i ro> <Stjerneflaskesamler> <OP MED DEN ILD DER VAR DIN NEDEREN ILD DEN DER DU VED NOK *SS*> <Sygt forkert rasende – nej sgu: bare helt galt vand> <Waow en dejlig lejlighed> <Jeg bor her jo ikke … > <Du bor her> <Ja-nej> <El. m.a.o. jeg kneppede med du dengang mest fordi du ikke lignede din mor. Og nu ligner du din mor> <Jeg kneppede engang din mor, for at se hvordan du ville se ud om 20 år, i sengen. I dag brænder jeg vores hus….. I think we should see other people. kh Torben> <Forestil du det her hus; et hus uden døre. Uden vinduer. Forestil du livet som et liv, der ikke kan påvirkes endsige forurenes af ydres skar skov. Ja, skovene, ja> <Hey, menneske, er du syg og uden mål, ingen ambitioner?> <I dag er jeg så glad> <Det er egentligt et dejligt vejr udenfor> <Skyerne er næsten ikke skyer, ikke rigtige skyer, de hænger tynde på himlen, uden at lukke af for solen> <Den sommer i Zürich – gå frem og tilbage. Der var en mand der røg en joint med sin hånd forenden af sin arm> <Jeg tænker nogle gange på dengang. Men ikke meget> <Der må vel tales om sammenhæng: vinteren var mørk. Nu er dagene lyse. Sammenhængen i modsætningen bliver på den måde, og kun på den måde, elektrisk. Fra grå mørke til blå lys> <Motivet gik fra mørkegråt kornet ansigt med lyseblå øjne skaffet af vejen af filmen i kameraet var sorthvid> <Han står i baggrunden og pisser med hændernes lange negle kløer kæder kædesave om pikken> <Man kan godt tale om territorium i den sammenhæng …> <Hvis sammenhæng ikke er en lort under skoen trådt råbende bandende i stykker – kast det kogende jern på håret – lort under skoen så med et piftet udbrudt ’fuck’. Hjem smide skoen ud> <Danse o.l. med en kost. Danse sig selv varm> <Begyndende daggry. Solen rød. Et par nyvaskede ræve i fart i cirkler. Kattedyrene i Sambo, mælk og smør> Mælk og smør. Handling. Hældt. Smurt. Stemmer råddent råbende på det kogende jern. Knive i natten. Knive i natten. Tammi rejser sig op fra stolen, stuen er ren gulvene polerede op til dans. Kødet omkring knoglerne danser blødt i blødt. Røvhullet er lille stramt og lyserødt. En kaptajn rotte fra rotterne bag laden våger sig hen over gårdspladsen, halen er lang skallet lyserød, piskende som en pisk af læder. Han kigger op fra avisen, de svagt simrende grå øjne skjuler jalousien. Tammi har danset med kaptajn rotte på et for længst glemt ødelagt diskotek – de dansede hele natten. Overfor kaptajnen siger Tammi: det er nu du skal kysse mig. Overfor Hasse siger Tammi: det er nu du skal kneppe mig hårdt med den hammer med gummiet omkring. Det er en syg, syg verden. Det er en vind gennem tøjet. Det er en vind på huden så huden føles koldere
end den egentlig er. Det vil tiden vise, hvisker Hasse ved at løfte for kinden viser han kindtænderne: udborede, tusindmillioners guld, kan ikke skjule udboringen. Det var en sommerdag på knallert, helt derude hvor søen lå under for tørke, fiskene lå sølvet og drak af luften, man kunne se at luften gjorde ondt. Fingrene leger med nøglerne. Regnen regner stadig ringer stadig dirrende fingre spredte ud mod væggene regnens blinde lyd gør ikke noget. Det gør slet ikke noget mere. Det er for sent at ændre på noget. Noget er som det er, et meget forskelligt lys, et meget forskelligt lys changerende i mangel på bevidsthed, en død mave tarmene flået ud ingen dags dans her. brevene: forskydninger af en martret krops kor af stemmer, forskudt af netop den lyd denne eneste lyd, hakket, kroppen forskyder sig med væk, hele tiden væk fra alting, er det sådan at man kan afskrive brevene som en slags socialitet februar11

Jeg er det der. Det er det. Se det hår se det men se på det som et træ med en træt sort slange i bunden. Noget helt andet er Mubaraks TV-tale i aftes med beskeden om, at han bliver siddende på sin post. Det har fået stemningen blandt demonstranterne til at nærme sig kogepunktet:

Han vågner op fra en dans på roser, „67 88 hurtigere
3450 fast << hurtigere – hastigst – or nark – 34 ½ Allerød 50 ½ Allerød, det er her jeg var jeg var der i 2009, men nu ’11 er jeg er jeg her.

drømmene er en rusten Blomsterne knopskyder som rasende vold: der er ingen kontrol med noget: ikke hvis du ikke tror på det – 67 Debord 88 Debord. Kunsten kan ophøre med at være en beretning om følelser og i stedet for blive en direkte organisering af højerestående følelser. Det drejer sig om at producere os selv og ikke ting som underkuer os;

pigtråd med en enkel dukkes dugdråbetåre på sig SENTENCES COMMENT ON ART, BUT ARE NOT ART»

_____________________________________________________

Et eventyr: løsrivelse af en død vægt af hoved på skuldrene.

En dejlig vej væk fra alting. det koger pænt meget – selv om Mubarak også meddelte, at han har overladt de fleste af sine beføjelser

til sin vicepræsident. Bilerne kører ind på pladsen. En lille

sammenrullet kat ligger i skødet på en mand

han har en cigaret i munden. Men man må ikke ryge indenfor Han vågner op fra en dans på roser, For meget røg. Røg over det hele. Højere rytme end R. Hastighed/realisme – soundtrack – sort flag – 6 års fængsel. Politicians talk leaders act. Vanvittige stregkoder. Fuck – kaffe. Tænker et ord ad gangen. Et. Machine Gun (http://www.youtube.com/watch?v=UBj4t0QhfOs) – smadret, totalt (beats). Fragmenternes samlede sum kan kun udregnes i en taxa med blinklys gennem tåge / Tænke hvordan: adskille sanserne, ørerne bliver så sprængt, guld er varmt eller koldt: drømmen om det hvide slot udspillede sig i 62. Ifølge rulleteksten: efter Billedebladsnovelle. Drømmen om det hvide slot dukker op igen og igen. Han bliver skudt i maven. Vi tog syre på en rasteplads udenfor Leipzig, vi havde regnet med det. Hun er blind. Drømmen om det hvide slot – udspillede sig 03-? – men hvad handlede den om? Besat af buske hvidede af sne, tungthængende læsset af sne. Glem. Hun ser pludselig efter operation. Hendes far styrter ned med fly over Atlanten – stedmor – som i et eventyr. Eventyr. Skuespillsamfunnet skildrer et samfunn der vareformen kolonialiserer stadig større områder av livet, og der varene fremstår som alt annet enn det de egentlig er: resultater av menneskelig arbeid. Boka ble et manifest for det franske mai-opprøret og raskt den mest stjålne i Paris’ bokhandler. Den avdekker det reklamebransjen og kommunikasjonsrådgiverne tar seg betalt for å dekke over, og leverer en totalkritikk av ulike økonomiske, politiske og kulturelle prosesser som har blitt kraftig forsterket siden boka først kom ut (http://www.audiatur.no/bokhandel/?visning=bok&id=32583). For satan det er jo prosa. Skiftende synsvinkel: lad os da lege det; jegfortælleren ser kvinden entrere rummet – men kvinden vil sgu hellere hvide heste de vil tage mig væk herfra. Nejnej det er så hårdt. Det er pissehårdt – og så noget osse og så noget osv.

et eventyr kniven snitter fint halsen op på tyren symbolet for sytten: Se det hår men se på det som et træ med røg i sig; kroppen vågner uden aktivitet dør den langsomt. Noget er en helt andet retning for bilen: den kørsel. Det har fået stemningen blandt passagerne til at nærme sig kogepunktet: kaffe – hvor henne? Gaver. Ødelæggelsen lader os stå uberørte. Tak. Menneske tak. Uforurenede støj 9940323i030ie30i3e0i3eNOIZE. RUN THE ROOM RED AFX MIX

________________

Et eventyr: Jeg er ikke en bil overhældt med hvepse.

Men man må ikke ryge indenfor, udenfor vågner regnen ved at falde ned.  ’81, giften begyndte at sive fra vandet gennem marken mod grundvandet hele byen fik kræft på den måde. Kom ikke for at sige I dare you det er nu sket. Måske et meget sort tæppe lægger sig om alting. Vi vil altid have sorgen over at skulle vandre igennem hinandens porøse overflader: knoglerne fægter op snoede muterede lanterner på skroget. Knoglerne er skroget, øjnene viser af livet løber længere og længere væk. ’81 man husker det ikke for noget særligt. Hele byen blev udslettet på den måde.

Kræft af grundvandet af vandværket af sprøjtegiften af en hel bys død af Lillerøds død af kræft af grundvandet af etc.

Udmarvede skind på ben: denne kønsløse penis misdannelse på fostre.

KH

Lungernes luft blandes med vand og døden er nær: lighteren for enden af

en cigaret. Et eventyr: Jeg er et menneske med tung vand i kroppen.

Et eventyr: Jeg er ikke et menneske. Med tungt vand i kroppen

Den begyndende morgen har aflyst sig selv

Et eventyr, jeg sidder i en lænestol: udenfor regner det

hænder

Det er en svær bevægelse at rive sig selv ud et sted

Hvor egne og andres hænder ikke kan gøre andet end at aflyse mødet

flotte drinks, kulørte.

Et bryst med en kniv i sig ringer og lyder uden stemme siger noget i telefonen

ved ikke om det er om mig. Min stemme er lagt

i en landsby af ler og lort Det lyder måske hårdt hey se lige mig jeg er en helt blød mand! Kan den her hånd røre ved dig, kan den også røre ved dig om mange år; de dør hele tiden. De øjne har navn i sig og det navns bogstaver har øjne i sig. Tårerne vælter frem: bogstaverne slides til slud. Hård vinter på dagene. Det er nu det sker. Det sker hele tiden.

mørket denne snes sorte lungernes denne snes sorte maven denne snes sorte grå sneens denne lunger sneens dennes mave: ovale sorte pupiller annulleret når de kigger ud i sorte

sort of approaching the boiling point: det er en problematisk trafik af uvilkårlige sansers ophobning et sted i hjernen en sidste elektricitet strømmer gennem kroppen. Og kiggede op. Da jeg kiggede ned ad mig selv strømmede en flod af sort gennem kønnet på os sammen sammenkønnet sammen

»Lad os aldrig se os tilbage.« utopien med to out og in: outputtet er det samme trods copypaste, det er der at revolutionen, og en evt. evolution ift. maskinens lyd fanger sig selv i nemme billige illusioner. Der er kun den lyd. Måske har jeg ikke koblet komponenterne sammen, det var et forsøg på at nå dit ansigtet med armenes hænder og den lyd hænder laver lige inden de dræber noget smukt som
A fairy tale: the secession of a dead weight of the head on his shoulders.

A nice way away from everything. it boils very nicely – although Mubarak also announced that he has left most of his powers
to his vice president. Cars driving into the square. A small
coiled cat lies in the lap of a man
he has a cigarette in his mouth.
But you must not smoke inside My vote is completed

in a village of clay and shit i en fjern, fjern galakse Hitler Haze of the Hasse: han vælter ud med vold i hænderne. Noget er dødt bag laden. En lille melodi hersker i hans øjne. De smutter sejlende og med melodien kan vandet pludselig ikke stoppe sin koncert. Noget er dødt bag laden. Og hænger op i luften gennemboret af grenene skarpe og sorte af råddent grundvand, skyggerne omkring det mimer uvejrets tone på himlens skyer, aldrig har himlen været sortere. Røgen fra cigaretten knipset væk som dans fingrenes dans, fingrenes sidste negle er røget på hendes ryg med lange rifter længere ind end blot i kødet. Det lader til at alt glemmes; vi slår en streg over det. Regningerne er betalt. Det beklager jeg. Skoven titter indenfor. Jamen hej. Hej men maj kom snigende. Men hej. Hej altså. Ingen svarer på det lort. Ingen er hjemme. Meml. Kigger sig omkring i det store hvide slot. Meml. De min mand. Mandagen som nu. Det kan vi ikke så godt. MOTOREN DØR UD, hænderne knuger rattet, barnet siger noget fra bagsædet. Et æsel slæber på en tung oppakning. Solen er meget flot, selv på denne tid af dagen varmer solen. De siger så meget, men siger blandt andet at høsten i år, bliver den værste omgang rådne bananer. Jeg kigger på mine hænder og mine hænder undersøger rattet, mine hænder vil ikke kigge bagover skulderen for at kigge direkte i barnets øjne. Alting er så godt. Jeg troede aldrig vi skulle nå frem. Min elskede hånd på et elsket rat, mine penge, dollars, en nævefuld cents: de spiser den slags på disse kanter, og æslet ser allerede ud som en kæmpe svedende skinke. Tænk, tænk at tænke på mad, når de her mennesker – i den her søvnige landsby kun har deres bananer, deres fucking bananer. mørke mærker mørke som om mørke var noget der kunne mærkes som hårde blå øjne eller kød i ånden rejse sig op standse falde tilbage og ikke vide noget men bare ligge i sengen hele dagen som om en sort syg sorte kommer og stener en tilbage i sengen som om sort var mørket som sort er mørket og den slags skal der passes på med så sove vågne i en sø og ikke vide à men nu skete der ikke noget jeg beklager virkelig det gjorde ondt han mente noget med det eller havde hele munden fuld af blod blod havde taget bolig i hans mund men fra hvor à i næste uge i denne uge ferniseringer oplæsninger receptioner være skide ligeglad vågne mærke mørket skrue løs save løs ikke vide noget katten har en stor mave den er meget sød og meget blød han er meget øde i hovedet og mørket gør ondt som kogende mælk fra et skridt væltet frem kønnene sejler i evige sommernætter som denne men mørket er slet ikke for sjovt og muligvis ser du dit ansigt i vinduet som om det var et spejl mellem du og verdenen og det er det jo à den om moderen i ’74 Paris køber hun en Django Reinhard lp sommeren 2002 kommer pladen i hænderne men ikke i hænderne æåæ pladen får lov i rækkehus Allerød så engang senere åbnet brev fra en sydafrikaner der går under navnet Kleppa falder ud brev falder ud du håndskrevet famlende engelsk I LOVE YOUR REMEMBER THE COFFEE EREMBER THE COFFEEMASCHINE REMEMBER KISSES UNDER BRIGDE / MOTHERF***** I DAY THE SAY morgen katten morgen à den om moderen i ’74 Paris køber hun en Django Reinhard lp sommeren 2002 kommer pladen i hænderne men ikke i hænderne æåæ pladen får lov i rækkehus Allerød så engang senere åbnet brev fra en sydafrikaner der går under navnet Kleppa falder ud brev falder ud du håndskrevet famlende engelsk I LOVE YOUR REMEMBER THE COFFEE EREMBER THE COFFEEMASCHINE REMEMBER KISSES UNDER BRIGDE / MOTHERF***** I DAY THE SAY morgen katten morgen à støvet rejser sig i heden som en slange døende mødende sin egen hale i ring af asken Nevada senere 117 år siden à gode dage à vanvittig aften sagde du virkelig det mand er du vild er du klar à gode dage udregnede sommernætter ved ikke elsker så meget elsker så meget sten elsker så meget du din sten hvis du var en sten med brune øjne eller blå øjne ville du være en sten med brune – eller blå øjne og en sten med blå eller brune øjne er en sten og ikke mindst en sten med blå – eller brune øjne à ]FLYKTEN omhandler den unge autist Runes ihærdue rejse ned gennem Europa direkte mod Sydafrika i håbet om at en mand han aldrig har kendt vil kunne berette om Runes mors pludselige opløsning. Runes selskab ]Beckett jf.[ udgøres af katten, den eneste sande ven Rune har kendt, fra Allerød, hvor rejsen om ikke starter så slutter brat. Runes opgør med fortiden i en verden af drifter og skiftende identiteter gøres ikke mindre problematisk ved en stigende interesse for orden i tegnene han nedfælder. I en verden på en håbløs færd begynder tingene at falde fra hinanden jo mere han forsøger at sømme de desperate åndedræt fast til papiret. Det er en roman om rødt liv: en roman om oprydning: skeletterne er taget fra skabet og hængt på et juletræ, hvis moren ikke findes er fiktionen en determinerende dagbog, dagenes tungeste morderiske monumentale gravsten med puls direkte mejslet ind i hjertet på læseren, der kun har sidste punktum som udvej på et drama med uset nærvær à selskab ]Beckett jf.[ blå øjne på en blå flod på et blåt hav en å løber ud i er blå brune floder er mudder og mudder er floden og floden er brun som en brun flod og blå floder er åer der store vokser sig store og river alt med sig så også mudder ryger i åerne som så bliver store brune floder der engang var blå floder der engang var blå åer og nu er blå store mudrede floder der river alt med sig og sådan en flod løber lige her og kigger og ja kigger og kigger øjnene ryger blå eller brune ned i det mudrede vand fra den brune voldsomme flod krampe en krampe i en maskine der kan være en symaskine eller bare en blod en blod er en flodmaskine hvad er en flodmaskine en flodmaskine må være hvad som er som en som mod mos flodmaskinen er glad en glad flodmaskine er elsket af folket og en folkelig flod er på en flodmaskine med en flodmaskine på sig og engang var flodmaskinen blå og brun og nu er den mest blå nej brun den er selvfølgelig en brun flodmaskine for aldrig er en blå flodmaskine på disse kanter blå som en blå flodmaskine og blå flodmaskiner må komme må feste dawg på andre breddegrader en flodmaskine blå nej her er flodmaskinerne på voldsomme mudrede fossende floder brune og floderne er brune som gammelt blod og gammelt blod er en ihjelslået gud på en blod og en blå blod er en gammel glød vær over kaminen. < råbt BIG IN JAPAN? > < råbt BIG IN JAPAN? > < råbt BIG IN JAPAN? > < råbt BIG IN JAPAN? > < råbt BIGGER THAN HANS CHRISTIAN ANDERSON> SCENE 13, Fire sorte rum. Hvad gør et rum til rum? Fire lukkede rum, ingen døre, vinduer. Gå fra rum til rum gennem væggene. Sorte vægge voldet hvide bruskhvide voldet op: en bevægelse gennem væggene. Hul en tegneserie en mand gennem en væg gør væggen bruskhvid voldet op, sprængt, men fra rum 1 til rum 4. Hvad gør rum 1 til rum 1, rum 4 til rum 4? Kun bevægelsen fra rum 1 til rum 4 udgør de 4 lukkede sorte engang rum, nu bruskhvide brudt op. Rummene cellerne kan fortsætte uendeligt, men turen fra rum 1 til rum 4 udgør de fire rum, de fire sorte lukkede rum brudt op. For meget kaffe. For lidt kaffe. Tilpas med kaffe? edit me loco edit me loco chainsaw me logo logos logo op edit mere retard reactor edit me edit me perkerdansk nigger dawg. <Hej, hvis jeg kneppede du nu ville det være som at kneppe din mor> SCENE 15, TR RE: han elsker hende. Han lægger armen omkring hende. Aer hendes skulder. De er mange mennesker eller en hund skudt op og ud i rummet. En vaskeægte spacecowboy. Himlen er med stjerner. En rose i selskab med andre roser bliver bare en rose: en kvinde midt i ca. hvor mange mandestemmer bliver en kvinde. En hest er en hest og hest parrer sig ikke med en ko, common knowlege si – si common dunno sp
acecowboydog? Denne dag er den helligste dag i hele tidernes tider måske et klem til skulderen, hun læner sig ind til ham.
<hvisket Du er så sød når du er sød> <hvisket Du er så sød når du er sød> <hvisket Du er så sød når du er sød> <hvisket Du er også en sød liter mælk> <hvisket Jeg er også en sød liter mælk. Og jeg bliver glad når du siger, at du holder af mig> <Jeg holder meget af du> <Jeg holder meget af du> <Jeg holder meget af du> <Jeg holder meget af du> <Dejlige menneske kan vi gå hele vejen? > <Vi kan gå hele vejen, hvis du stoler på mig> <Jeg stoler på du> <Jeg stoler ikke på mig selv> <Fire sorte rum. Hvad gør et rum til rum? Fire lukkede rum, ingen døre, vinduer. Gå fra rum til rum gennem væggene. Sorte vægge voldet hvide bruskhvide voldet op: en bevægelse gennem væggene. Hul en tegneserie en mand gennem en væg gør væggen bruskhvid voldet op, sprængt, men fra rum 1 til rum 4. Hvad gør rum 1 til rum 1, rum 4 til rum 4? Kun bevægelsen fra rum 1 til rum 4 udgør de 4 lukkede sorte engang rum, nu bruskhvide brudt op. Rummene cellerne kan fortsætte uendeligt, men turen fra rum 1 til rum 4 udgør de fire rum, de fire sorte lukkede rum brudt op. For meget kaffe. For lidt kaffe. Tilpas med kaffe edit me loco edit me loco chainsaw me logo logos logo op edit mere retard reactor edit me edit me perkerdansk nigger dawg> <Åh Manfred sikke nogle dejlige dage> <Sikke nogle dejlige dage> <Hvordan går det? Jeg håber at du har det godt? > <Jeg har det skidegodt> <Kender du hende du på fotografiet? > <Nej, jeg kender ikke nogen længere. Fyrbøderen lå i sengen> <Karl fik plads i fodenden, med et lille tæppe over sig…> <Det er det sande Amerika> <Altid en ambulance gennem en søvnig lille landsby> <Jules, se du lige lidt for> <Jeg undskylder af hele mit hjerte> <Dit hjertedyr> <Dyr med hjerte. Dit dumme hjertedyr> <Hjerteraket> <Jerns. Jerns skrot den gamle dag; smadret due på asfalten. Lignede en eksplosion i sig selv, det der røde det der de der fjer og så grøden omkring filtret sammen: eksplosion i sig selv> <Hent hende lige. Vi skal til at spise> <Ah, nye kartofler> <Det er så dejligt, at I gad at se os> <Vi har altid plads til at se jer. Ræk mig lige saltet> <Åh> <Tak> <Det var så lidt> SCENE 17, Manden står stille. Han er nok bare sygt træt. Altid feje. Men en dag holder han op. Han hviler sig op ad kosteskaftet. Hvem der bare havde et lille flammende hvidt bål i sig. En hjerne som el-pære. El-pæren hænger over hans hoved. <Det var så lidt vi havde så lidt vi havde gamle tænder med rotter i og ledningerne havde en lille hvid flamme bagerst vi havde hinandens hænder og mange flotte heste og sådan og jeg tror ikke at vi kunne undvære hinanden da hun sejlede til Amerika hvor andre flyver til vidste jeg godt at rejsen væk fra mig var noget der skulle trækkes så meget ud som overhovedet muligt så meget nød hun at komme væk fra mig hvert sekund blev fejret med en flaske champagne fra en champagneafkøler og en enkel kage blev det til fuglene var smukke og stille i går og jeg ved ikke hvad de tænkte på jeg tænker på det min bror sagde om at alle verdens fugle en dag lægger hjernerne sammen og tilsammen udtænker hvordan de skal gøre det af med os mennesker for meget gør det ikke noget det gør slet ikke noget når nu hendes fødder på måde forlader min strube og hals som i en dans og træder ind på fastlandet UNITED STATES OF AMERICA og måske var rejsen til månen for meget – det havde sikkert passet hende glimrende men nu var Amerika det længste hun kunne komme væk fra mig ved at rejse til. Tingene er så dejlige jeg tror at det er sommer hvisker det er sommer og hun er væk almindelig tale og hun tog kædesaven med sig og nu mangler jeg kædesaven til at save min dør midt over med nu kan jeg kun stå i sommeren og svede som en kædesav men uden en kædesav og kædesave er det bedste til at halvere døre med jeg så ikke den hund jeg så ikke den due jeg så ikke den sol jeg så ikke skyerne der drev forbi jeg så ikke træet jeg så en dør der var hel og i hele mit liv og med hele mit hjerte har jeg altid hadet hele døre nej giv mig en halv dør og jeg din min elskede suk og udbrud en lille hvid flamme en lille hvid knogle en lille hvid streg et lille hvidt punkt en flyvende bi en hvid bi en bi vissen i sin lyd sin lyd som en lille motor som en motor i en kædesav som en kædesav bidende ind i en dør der aldrig kan stå andet end stille på en sommereftermiddag med høj sol og sved tørret af panden med skjorteærmet> SCENE 18, Den sekstenårige Karl Rossmann sendes til Amerika efter at have fået et barn med en tjenestepige. Karls skæbne i dette fantasi-Amerika er farceagtig, munter og realistisk. Og alle er så glade for i dag skinner solen naboen sidder udenfor men kan kun høres ikke ses og nu er klokken blevet 13:33 jeg tror godt nok at han glad som en mus med høj lys stemme ikke at det af den grund ikke giver mig fucket op dårlige nerver når han sådan danser omkring springer op af lagkagen og råber sit <Det var så lidt> <Jeg håber at du elsker du selv meget høj som en kongezebu> <Det var så lidt> <Det var så lidt> <Det var i dette liv det trætteste magiske flyvende hjerteskærende lette tomme tunge vidunderlige geniale øjeblik en mand sprang som en pisket hund som en pisket hest med øjne af brune gløder og en sur gammel mund men hey hvis jeg skal være helt ærlig så smagte lagkagen super men fluerne omkring sang som et tikkende summende forstyrret hav – de der dage – ja – de der dage – forstyrret hav eller ikke noget hav eller glade dage har du glade dage i dit liv med heste pisket af smeltet is…> <Du ved han taget en ende på sine dage ikke? > <Jeg har hørt det sted og fandt Colin Greenwood på bandets hjemmeside der blev skrevet R.I.P. > <Din dejlige flue> <Dit fremstormende hav> <Nye kogende farver døende gamle rygge operationer stofmisbrug nøgne skuldrer nye solbriller nye sole gamle døve måner med blegt lys som savl disse savlende gamle mennesker trætte i livet gået i stykker dengang som nu som tidligere i dette liv en gået i hak en dans til hans trommeskole for trommemaskiner i munden dårlige nerver som om en brændenælde gik op og ned ad ryggen og blev smadret af en hånd klædt i jern ind i baghovedet angsten når angsten ikke er en hest med glødende øjne og en hård hånd jern flående fråde den vej af sted rytteren på en knallert ham David åbenbart far nu> <Det var så lidt> <Dit åndedræt vokser og skubber på de fire sorte rums mange sorte vægge> <Der stod ’exit’ over døren og jeg trådte ind og trådte ud. Stod pludselig i ørkenen langt ude langt væk fra byen. Huset havde været i flammer flertallet af flammerne havde været hvide så da jeg sprang ud af døren med skiltet ’exit’ og pludselig stod i ørkenen kold det var nat var det eneste jeg kunne skjule mit køn med hovedpuden som jeg ellers krampagtigt havde holdt fast i springet ud af døren – at døren viste sig at være en portal til en fjern, fjern gal…> <Jordling du er velkommen hos mig og mit folk> <Tak> <Flydende hånd klædt i jern pisker hesten med is, så det høres, så den smeltende is kan høres smelte mod pelsen manen står direkte i duet med flammerne og de glade bordtennisbolde der hopper over gennem under pigtråden som et sprængt i alle retninger ur> den dem de det den det den dem de der var det og den var der og de var der du er så smuk og har lyst til at blæse et hoved af det der de der dem det blod fra en hjerne fra en hjernemasse <du elsker virkelig?> <ja> intet
at gøre alt at gøre hvad børes der gøres døde dem fem de nye dage gamle dage smadrede dage og ingen hjemme i hjernen men hjernen hjemme i bag i panden bag og ingen hjerne hjemme hvis hjem var det her hjem og hjem ikke var andet end dette hjem og dette hjem var et godt hjem med en hund og en nøgent se hende se hendes øjne er han ikke glad er han med hjerte i hjernen er det med pikken frew à sommerdag is et sted på kloden men sommerdag der det var en sommerdag og det kan godt forestilles at en lille tanke er faldet på er det at der er is på en vandpyt natten var så varm og uden sanser ravende i, in, i øjnene var så smukke ingen vidste alligevel noget ingen vidste alligevel noget og alle var glade og i hundene à ses à <elsker du ham meget højt> <du er ikke rigtig klog i hovedet> sidder på et tag i NV engang var det en november i NV med frost pytterne var isede omvendt nedefra oppefra skøjter på skøjter sytten selvmord gjorde han virkelig det og gjorde han noget andet end det han først gjorde det og havde han en gave til du og havde du hans mors øjne og kyssede du ham med mit savl grantræer er så flotte og uhyggelige og spøgende hvis det spøger i det gamle slot og grantræerne ude foran slottet er uhyggelige fordi de spøger med vinden i sig og viden om is nedefra eller oppefra så er det vildt uhyggeligt og spøgende og så og sådan noget osv. osv. à <dit rum er et rum/rum – så er et rum/rum – og rum/rum – bliver rum/rum – det gør rumrum til rumrumrum (rum bliver et andet rum med du engang imellem gør rumrum – rum kedelige rum kammerat papegøje forstår du à rum ovenpå rum rummet i et rum eller i en hest hesterummet dyret garagen huset rummet i et rum ikke mindst hjernerummet hvad vil det sige at være så manisk at hver dag er en råbt ud rød rygende gnistrende stjernekasterne i hjernestjernekasteren i sjette sans i hjernens egen æg den anden hest den glade hest du er en hest med et modigt hjerne og hjerne er altid hjernehjertet og det skal man ikke pisse på ligesom det ville være synd at pisse i et glas et stort glas fylde det op med pis for derefter at slukke stjernekasteren hjernens egen stjernekaster i hjernestjernekasteren slukke den lukke den ned slukke den med et ’sjffft’ i et glas fyldt op til randen af pis og så kiggede hun på ham og han kiggede på hende og de kiggede på hinanden og alle i hele verdenen SAM OANA PAN AM AMERICA de elskede alle hinanden og kiggede på hinanden og hun kiggede ikke på ham som om han havde stukket armen op gennem en moses dyng men kiggede på ham netop fordi han var en mose og hesten græd som pisket med og af pisket is à folk var så vilde den aften og den aften kommer aldrig nogensinde igen medmindre nogen af de der stjerner opfinder en tidsmaskine og på det her trip så han virkelig ting han aldrig nogensinde dog han prøvede gentagne gange kunne forklare og det blev en vinter ligesom det plejer at blive og træerne var så nøgne og ingen regnbue kunne finde på noget og alle var så glade og alt var så godt og det var virkelig et eventyr men henne bag hjørnet stod en gangster og fløjtede gennem et par store fortænder de havde ikke set ham i deres paradis i hinanden med hinanden men de kunne høre ham fløjte som en glad lallet glad det må så blive lalleglad fugl med en god sang ikke bare for struben men for hele daggryet samlet i de toner der ikke kom så meget som toner eller flyvende tallerkner men som rene piskende dræbende ødende à han var alene på havet forstyr mig ikke bad han à en dag mange dage men lige den her dag hvor hun viser sig en af mange men det her ansigt de her øjne og noget men hvad hvem kan gøre andet end at dø bare lidt eller vågne ved at kigge i de her øjne som et smukke de er det det de er er at de er noget helt andet end bare at vågne op nøgen og til en pind hun ved det muligvis godt men helt ærlig det er jo et dejligt vejr udenfor og ingen kan alligevel finde den det er ikke godt det skal måske bare have lov til at holde sin beskidte inficerede mund af en røv i en ræv med et ødelagt ansigt smadret mod en bil og hvad gør en bil ikke når den kører ind i en ræv en bil kører videre som om det var en ræv den påkørte og i ørkenen kom en ræv den sagde ikke noget og bilen kørte direkte ind i den og kørte videre og så noget sker virkelig og den her ræv havde fluer i munden og munden var smadret større kæberne hang af rådnede tænder og kæben hang fordi kæben var røget i kølergitteret på en bil og bilen var helt ligeglad eller måske er biler bare ligeglade men chaufføren og passagerne i bilen var også pænt meget ligeglade tænk hvis de havde været pænt meget oprevne over påkørslen af en ræv og tænk hvis mosen med en hånd op gennem dynget lavede reklame for Carlsberg og holdt en kold dåseøl så kunne den kolde dåseøl gå over i rævens smadrede ansigt og grøn er godt for øjnene à månen gaber også à månen sover nu à solen tager vagten nu à månen sover sov sødt du gamle abort af en høne af ekkoet af en høne à fuck det her trip han skrider à havet rejses blot for at nå det totale sammenbrud du står og ser på det med dine blå eller grå øjne tænker på om du er en pool eller en pool en pool tænker du på om du er og ham her ham der står lige ved siden af du han er vildt fucket op og han er i virkeligheden det totale sammenbrud men hans tænder er flotte når I knepper er I sav og hammer og I tænker ikke sådan om jer selv men han står lige lidt og så går han igen og sådan kan det gå og det går og gå er noget man kan gøre hvis løbe er for meget halte for lidt halvdelen er dette liv og det halve dette liv er ikke halt men helt og helt liv er at gå i en retning og gå så langt i en retning at man bliver i tvivl om hvor man egentlig gik fra hvilket punkt man tog af sted fra og hvilket punkt man kommer til at nå hvis man går vildt og det går vildt for sig og så gås der og dem der de der dem det en går og en anden går og de kan gå fra hver sin ende og pludselig møder de hinanden men ingen af dem ved hvilket dag på ugen det er og en ravn flyver op sort op i en sort kjole og natten er sommetider en sort kjole hvor ravne flyver op for at skrue stjernerne fast til kønnene og himlen og kjolen og ravnene flyver sorte op i en sort himmel og kjole og skruer stjerner fast så og så og sådan noget skal man aldrig i dette liv glemme så kan han sove for nu skal han sove og nogen siger til ham du skulle tage at sove og han vil gerne sove og himlen er rød derude men mest lyserød og snart kommer ravnene med stjerner i kløerne og røde kløfter og røde øjne og røde læber og smil smilet smiler og smil der smiler skal smile mens ravnene flyver op i himlen går i et med himlen men stjerner i deres kløer skiller dem ud fra himlen så kan det siges at der flyver en ravn men der siges der flyver en stjerne mod sit bo à Sokolov i Bach hellig hellige hellig lørdag helligdag i går ondt vejr i dag hvad er et vejr med et vejrets raseri som nu som nok nu som nu er det altså nok han kan ikke mere han skal sove under en dyne og sige som noget eller sige som præcis det han er er ham som en lyd flere eller mange eller det præcise antal lyde brummer brumme brummer stumme lyde stum falder færdig og ingen er hjemme ingen er rigtig hjemme nu og alt skal blive så hvidt når det hvide lys fra øst kommer op men misfarvet rødt som nu hvor solen får lov til en hovedrolle dette hovedrød dette ester brak dette ester brak dette ester brak dette hovedrød tænk engang på hammer og sav når de ligger i ske og hans hånd måske rører ved hvor hendes hjerte banker under et sæt små bryster og nu så nok og den så nok er nok dem i det der er nok og en stok fra en mand en stok bliver en skal nej ikke skulle den vej og ikke skulle skal dem de det en sten med de her øjne er verdens smukkeste sten set sene sten under sne vrimmel det må vel også være noget mere end dette liv disse glade hjerner og sunde fregner på du lige ved under dine øjne og den slags elskede fregner oppe på nede på som på under som på tværs som fregner vrimm
el som en sne en sen snes sten på mens åen siger lyde lydes som en radiator en mumlen pludren du er det smukkeste nogensinde set gående på denne sene stens sene sten saks hen og over og forbi er det vel når ingen længere kan ikke og ikke kan som skam ikke kan som i vi som i vi som i som vi som vi i to som du som ham dom stumme brumme de brumme og samle op men ikke samle op men falde sammen og ikke falde sammen og ingenting andet end nye veje og gamle ord men i nye sætninger de møder aldrig en sætning som en elsket sætning men som en mange gange elsket sætning med begyndende grå hår og gamle – forudsætninger faldne fnug aske falder som sne og sne falder som en hånd på det bryst under fregnet ansigt sagde nogen sagde nogen og faldt om à dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig dig à <hvad betyder det at sige ja til verden> à bierne bilerne biddene sejler skum skummer skal skum skumme skal sjal skumme op broderet skal bier broderet skumme op i et sjal en nat à rødteksploderede røderum firerøde røderum eksploderede slagterslagter slagter och jeg står distancen står sig står; mit hår vælter mest op i himlen; himlen har sovet sig uroligt til et sortest sår. Blå mærker er sådan en ting, børn er blå mærker på benene. Voksne går omkring: Holder hinanden i hænderne og smiler og holder smil frem mellem fingrene som et nyt smil. Deroppe på en stige, op i himlen, jeg ved alligevel ikke hvad satan jeg laver og ’satans’ kan jeg fx udbryde mens jeg bryder ud af huset med stigen i panden som en ko, ikke aldrig ikke en tyr, men ko med en stige i panden og en familie i elgen. Solen står op: derude langt derude rejser solen sig op, men er kun blot i hoved med for meget varmt hår, som et knæk af en blyant oser stregerne langt væk af et barn – og jeg er det barn når jeg har lagt elgen koen aldrig tyren himlen fra mig – små ben på det barn, og de blå mærker, en aktivitet henne i legehuset. Le gennem et dukkehjem, hår på hovedet af dukken skilt ikke med et præcist klip, men med et sløset – den mark skal slås ned med leen, og hvis leen blinker med mundens skarpe i solen – dejlig morgen mand, sikke en dejlig morgen. Jeg står foran et kæmpe spejl. Morgenen har disen har morgenens dis har lys, et lys vi ikke i gamle dage har mødt på vej hjem henover marken med frosten som hårde bid op i støvlerne, støvlerne tæsker et vælt ned over marken med frosten og en tilrettelagt anordning af mudder med et tyndt lag is og foden gennem sætter knust rude i mudderets tynde lag is og knust rude er edderkoppen, stiv forvirret rolig fattet, mæt og i centrum af sit eget spind, det forår, i forårets første rustne af regn pigtråd. <Slap af med det pis menneske> råber F. Men jeg kommer allerede for sent til det hele. Den dag i skole jeg kommer for sent til er allerede et minde: sekunderne jeg har siddet der, som jeg sidder, siddende lidt løst på stolen som et løgs skygge, eller en gren, eller en gren med løg tapet fast til sig, sig som jeg som sig er den sorte skygge af en gren med mange eller ca. seksten løgs skygge er jeg er jeg skyggen af ca. seksten løg og en hånd, rystet, nervøs, rystende – ruskende i lærerens opmærksomhed ved at stå direkte i luften, dog dirrende, for den dag som den eneste dag jeg rigtig husker og ret mig hvis jeg husker forkert: graffiti på toilettet: ikke min hånds førelse af tusch – det tegnede ansigt som karikatur af skoleinspektøren ligner skoleinspektøren mere nej ligner sgu da mere en skoleinspektør end skoleinspektøren i sig selv ligner en skoleinspektør; den karikerende tusch er og en skjult bemærkning til at skolen overalt er mærket; deres ansigter gik i ild, røgen steg op kærtegnede spejlet, men ingen ansigter kan tåle ild medmindre en statue – i sit materielle udtryk kan tåle ilds tærende munde gab mange tænder – stød fra det – et hug – slange af røg på vej op af stigen efter mig – slange af røg med tærende hug fra tænder rygende og der ryges – på toilettet nej – ved udgangen ja – med tænder – statuen tåler det shit mere end jeg tåler det shit. Måske er alting bare i orden. To ruter til en flugt: Store tunge døre net indsat i ruden på døren – stor glasrude i døren med trådnet inderst – for mange indbrud flere indbrud end forsøg på indbrud – Benjamin kom løbende – lige denne dør skulle åbnes indad – flugten i hans flugt krævede at døren tempoet i det at døren i flugten skulle smadres op – hans hænder gik ikke gennem ruden på grund af trådnettet trådene i nettet gav hans hænder stop, alligevel fik glas hans hænders gråd den røde, rødeste – nu en rød sol – vild udsigt; fra et daggrys snævre telefonboks for en uroligt voksende mere end mæt sol. <Deres søn egner sig ikke til de tilbud vi kan give ham, han er for urolig> siger dumme næb losset ind på en rynket munds tremmer mund bur tremmer rynker næb med bestemte pip. De sagde det lort til mig i 16 år. Men det sagde ikke det lort til mig i 16 år, de sagde det lort til mine forældre i 16 år. Og jeg kan ikke tale tysk. Jo, vi står nede i parkeringskælderen sent om natten, lysstofrørene blinker generte – de ser mere end vi ser – de blinker: det ligner en film da hun trækker nederdelen op og træder ud af trusserne – måske er de i virkeligheden bare meget generte – mere kan jeg ikke huske end krøllede trusser på en enkel ankel bedøvet let af en sko og så skete der senere ikke så meget eller jeg ville naturligvis en helt masse men vi var ligesom ikke voksne mennesker heller ikke der og vi prøvede måske at være voksne men at være voksne jeg mener, er det voksent at stå i en parkeringskælder en anden gang graffitien var en anden den var meget flot og vi røg lidt cigaretter og lysstofrørene blinkede bare måske nervøse over vores tilstedeværelse ånder i en papirlampe en papirlampe ånder lys men lyset over os åndede ikke noget i det blinkende muskel der kunne være ånder eller rotter eller guder i rotter i det lysstofrør men graffitien var meget flot, og en skrev noget med en sprittusch og tegnede et skæg, en bil fik smadret sidespejlet op ad den kolde beton tons op tons ned bærende tons jord holde tons jord på siden af sig selv det mægtige hul den mægtige mave det mægtige gab med rotter totter af rotter med tænder store som tænder store i alle retninger. Pludselig erindring om bordtennisbolde gennem pigtråd på omkring til omkring en edderkop med skægt rim i trådene omkring sig, bordtennisboldene mere tikkende end klikkende gennem pigtråd vind med sekundvisers taktfaste rytme. Den morgen over hovedet steg solen op med en rød fugls malede maling, senere malede en væg sig selv rød eller med rødt – over det hele den her sol – fuglene hang i buskene og træerne hang ved deres sang der lod alle vide at musklerne i deres toner hidsige melodiøse geværer rev solen op, det røde kom fra deres næb og deres næb sang: rød er den rød og rød er det land og det land var et daggry. Og nu har jeg ikke noget at sige; det som jeg siger, er det som jeg siger og ingen kan få mig til at sige mere: et pip er ikke en sang og en sekundvisers takt er ikke andet end dræbt død af vand på et batteri i uret skiftet som et batteri på uret der har været som tabt æg – men det burde da holde – glas skubbet op i kjolen er ikke skubbet glas skubbet udad af hænder med trådnet som en art blindgyde for de hænder, en salamander med en smilende mund, hænder skrigende røde flået op af glas. Begge hænder i gips. Flugten væk fra alting og nu tilbage til alting: sol p
en skyet himmel gråtone på skyerne som de driver væk som trusser på en ankel som et langt ben trådt ud af trusserne omkring som begge ben slynget omkring – bange i ånden – stød fra et hegn – stød – bevægelse mens en natteugle over månen har haft jorden med lugt af jordslået våd jord i næbbet fra kløerne i kløerne og op i næbbet henover månen. Rumvæsen på en cykel. Forkerte telefonnumre: forkert tastede taster så skrider neglene sgu for hen på en ryg, uglen i ryggen, negle i ryggen, uglen på månen med månens kobber i pudset næb som kobber pudset i næb pudset som kløer bliver negle på hende trådt ud af trusserne med benene omkring mig i en parkeringskælder med lavt til loftet næsten kontakt med graven der graves i en mave. Shit jeg ved sgu ikke hvad der sker. Fuld måne sikkert stiv huller i ansigtet. Sø af stød stiger op vandet spredt som en frakke der falder fra hinanden trådene rotternes til reder. <Hey…> <Hey, man> <… hvadså?> <Louise holder noget> <Hvornår skal man komme…?> <Det ved jeg ikke lige> <har du noget?> <jeg har lidt> <okay, jeg troede L var løbet tør> <det er hun også, men jeg har fået fra hendes private lager> <helt sikkert> <ringer du så ikke til Louise> <det er Louise fra b.?> <ja> <det gør jeg så> <spørg også om drengene må komme> <det gør jeg, men hun hænger jo mest ud med O og de der drenge der> <jeg ved det godt, men spørg alligevel> Ansigter bliver ansigter og et ansigt behængt med tåge som er røg er et ansigt der har gået fra kold tåge til varm røg og sådan et ansigt kiggede på mig og øjnene var store som en hund med kaffekopper – og kaffen på hunden som sort som sort på en sort hund blev en usynlig hund i det sorte indtil lys fra en lampe over sofabordet blev tændt: bordet omkring men i centrum rodet til at tomme ølflasker hunden synlig med gløder i øjnene som en hund hentet op fra underverdenen – så var jeg der men jeg var der ikke så længe for der stank af svovl og brændt kød – deres ansigter gik op i røg omkring mig og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og så slog jeg over i et sludvejr med cyklen usikker i sneens driver blæst henover cykelstien og den var meget lang og træerne omkring hang ind over cykelstien og på en kvist sad noget der havde været en fugl engang men fjerene dalede som sne og noget havde pillet det mest indefra så øjnene kiggede med små sorte huler – det skete – og mit ansigt gik selv i røg – nu sidder jeg så her i en lænestol og flyver: Det hele går igen og jeg ved ikke hvorfor jeg var så bange dengang og nu er jeg tilbage i Allerød og jeg ved ikke hvorfor jeg er så bange og jeg er bange. Træerne er ikke sprunget ud i vanvittige eksplosioner malingen hænger til tørre på bukser smidt til tørre med maling på og sådan er malingen; himlen er dækket med skyer og når solen skinner er den kun en skingert skrigende måge jeg ved bare ikke hvad de laver på marken eller hvad jeg lavede på marken og hvad marken lavede når den ikke lå brak da jeg kastede op og røgen var blevet for meget og røg var hvad jeg kastede op og opkastet også var sprut og kombinationen er røg og sprut – han gik i bukserne på hende – jeg stod på toilettet og tog rulleskøjter på og nede i tunnelen stod jeg pludselig: han stod der og hans ansigt var dødt og blegt og hvis månen kunne afsætte fingeraftryk med ansigtet i sværte og ansigtet var sat på hans ansigt og min puls ikke gav mig angsten eller angsten ikke gav min puls et sindssygt havs massegrav tinsoldater orkestergrav trommer, trommer kogende, tik, rydder det lort fejer det lort dræber det lort med et skrigs nåls rids. <Hvem kommer> <bare drengene> <hvad med piger?> jeg kan ikke længere få vejret uden røg, røgen fra røgen er tæt og sød og hvis mælk var røgen og røgen blev mere sød ville mælken være en sødmælk hældt over et ansigt der ikke mere ved det er ansigt og som mere og mere ligner månen – det var vist der jeg kom fra: Hans ansigt blev månen. Rumvæsnet fløj forbi på en cykel. Og alle elskede hinanden. Indbruddet på skolen gik i ånden ud på ånderne og ånderne røg fra lysstofrørene i parkeringskælderen, at hun stod som hun stod og at jeg faldt. Faldt aldrig. En fed mand på en lille cykel med svedperler trillende ned over ansigtet sætter sig i skægget spise et æble som en slange sluger en mus. Og vi kom hjem til hende og hun fortalte mig at hun havde set et spøgelse på en cykel og jeg sagde <det kan jo have været en fucket op fed mand på en cykel eller et rumvæsen> <det var dig og du var så bange for at dø at du slet ikke havde opdaget at du allerede var død> sagde hun, så. Og så var der ligesom ikke mere at sige. Jeg sagde i hvert fald ikke noget. Jeg var tavs. Hun var tavs. Hun tog min hånd og førte den op til hjertet. Gennem bh og top kunne jeg mærke hendes hjerte slå. Vi sad på sengen og de andre sad inde i stuen og drak. Man kunne høre dem tale højt som det kan ske når musikken er høj og man samtidig har fået en masse at drikke. Som om at stemmerne skal hæves for at tale gennem alkoholen. Vi sad bare på sengen. Vi gjorde ikke noget. Min hånd var på hendes hjerte. Hun havde erklæret mig død lige op i mit ansigt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: